Et omfattende og sammensat støttebehov vil sige, at du på mange og uforudsigelige tidspunkter af døgnet har behov for praktisk hjælp, personlig pleje, ledsagelse og/eller overvågning. Det er derudover en forudsætning, at du kan varetage ansvaret som arbejdsgiver eller arbejdsleder for at kunne komme i betragtning til ordningen.
Særligt for BPA i Helsingør Kommune, herunder serviceniveau
Helsingør Kommune har fastsat specifikke og uddybende vejledende retningslinjer i kvalitetsstandarderne ift. visitation og levering af ydelsen, som ikke fremgår af vejledninger (officielle juradokumenter, som tilkendegiver fortolkninger af loven) på området. Der er dog altid tale om en konkret og individuel vurdering.
Serviceniveau
Hjælperrelaterede udgifter – serviceniveau: Helsingør Kommune udbetaler 240 kr. pr. ordning pr. måned svarende til 2.880 kr. pr. år (2025-beløb – følger almindelig pris- og lønfremskrivning). Se BPA-håndbogen for en præcisering af, hvad der er hjælperrelaterede udgifter.
Ferie – serviceniveau: Som modtager af BPA-ordningen har du ret til to ugers årlig ferieafholdelse med dine hjælpere. Helsingør Kommune kompenserer dig med maks. 6.080 kr. Du skal anmode om dette senest otte uger inden din ferie og fremvise konkret dokumentation. Beløbet skal dække omkostninger for dine hjælpere, dvs. transportomkostninger og overnatninger. Beløbet vil blive udbetalt til dig i løbet af første halvår af det efterfølgende år. Hvis du vælger at overskride dette beløb, kan du ikke blive kompenseret yderligere. Se BPA-håndbogen for en præcisering af regler for ferieafholdelse.
Sagsbehandlingsfrist: Sagsbehandlingsfristen er op til fire måneder, men Visitation og Indsats tilstræber at træffe afgørelser hurtigst muligt. Læs mere om sagsbehandlingsfrister
Organisatoriske forhold
- Begrænsninger: Helsingør Kommune anvender ikke servicelovens § 96, stk. 3.
- Tilstødende lovgivning: Hvis du samlet har behov for mere end 20 timers praktisk hjælp udmålt efter servicelovens § 83, kan du søge om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere via servicelovens § 95 i Visitation og Forebyggelse, Center for Sundhed og Omsorg. Målgruppen for § 95 er primært borgere, der ikke selv kan varetage arbejdslederansvaret eller som ikke har væsentlige aktiviteter, der kræver ledsagelse ud af hjemmet.
Arbejdsmiljø
- Uanset om du er arbejdsgiver eller arbejdsleder i din BPA-ordning, skal du bidrage aktivt til, at arbejdsmiljøloven overholdes, herunder de til enhver tid gældende hviletidsbestemmelser.
- Du har selv ansvaret for at have ansat et tilstrækkeligt antal hjælpere, som kan tilkaldes ved akut behov for vikar og til dækning af de faste hjælperes ferie og lignende.
- Du er underlagt de normale vikarregler, der gælder i Helsingør Kommune, hvor vi som udgangspunkt ikke yder dækning for tilkaldevikarer fra vikarbureau. Hvis du en dag står uden dækning og har forsøgt at finde en vikar, kan arbejdsgiverfirmaet kontakte Helsingør Kommune, som har forsyningsforpligtelsen. Der vil alene blive ydet den absolut nødvendige hjælp, som vil blive leveret som punkt- eller nødkaldsbesøg af den kommunale hjemmepleje. Omfanget af behovet for brug af tilkaldevikarer og hjemmepleje vil have betydning for vurderingen af din evne til at varetage arbejdslederrollen
Mere om BPA-ordningen
I fold-ud-menuen nedenfor kan du hvad der står om BPA-ordningen på borger.dk.
