Supplerende høring af ændringer til forslag til Kommuneplan 2025
08-09-2026Helsingør Kommune sender syv væsentlige ændringer til forslag til Kommuneplan 2025 i supplerende offentlig høring. Du kan komme med bemærkninger til ændringerne frem til den 23. september 2026.
Byrådet i Helsingør Kommune besluttede den 7. september 2026 at sende syv ændringer til forslag til Kommuneplan 2025 i supplerende høring.
Høringen varer i to uger og omfatter alene de syv ændringer. I høringsperioden kan alle interesserede indsende bemærkninger og indsigelser, inden Byrådet tager endelig stilling til Kommuneplan 2025.
Byrådets beslutning kan ses i referatet fra mødet: Læs Byrådets beslutning i referatet
Hvorfor den supplerende høring?
Forslag til Kommuneplan 2025 var i offentlig høring fra den 29. september til den 25. november 2025. Helsingør Kommune modtog 39 høringssvar, herunder bemærkninger fra statslige myndigheder.
På baggrund af høringen foreslår Helsingør Kommune en række ændringer til kommuneplanforslaget. Syv af ændringerne vurderes at være så væsentlige, at de skal sendes i supplerende offentlig høring, inden Byrådet kan tage endelig stilling til Kommuneplan 2025.
Ændringerne er ikke så omfattende, at der er tale om et nyt kommuneplanforslag. Derfor sendes hele kommuneplanforslaget ikke i høring igen. Den supplerende høring omfatter alene de syv væsentlige ændringer.
Det oprindelige forslag til Kommuneplan 2025, kan ses: Læs det oprindelige forslag til Kommuneplan 2025
Hvad omfatter den supplerende høring?
Den supplerende høring omfatter følgende syv væsentlige ændringer til forslag til Kommuneplan 2025:
-
Ændring af rammer ved Helsingør Station
Efter aftale med Banedanmark justeres kommuneplanrammerne ved Helsingør Station. Banedanmarks arealer samt arealer omfattet af nationale interesser udtages af rammerne til boligformål (1.B61) og offentlige formål (1.D78) og overføres til en eksisterende ramme til tekniske formål omkring stationen (1.T1). Ændringen sker af hensyn til nationale interesser knyttet til jernbaneinfrastrukturen. -
Ændring af rammer ved Snekkersten Station
Efter aftale med Banedanmark justeres kommuneplanrammerne ved Snekkersten Station. Arealer ejet af Banedanmark og DSB udtages af rammerne til boligformål (1.B69) og blandet bolig og erhverv (1.BE61) og overføres til en eksisterende ramme til tekniske formål omkring stationen (1.T61). Ændringen sker af hensyn til nationale interesser knyttet til jernbaneinfrastrukturen. -
Ændring af rammer ved Espergærde Station
Efter aftale med Banedanmark justeres kommuneplanrammerne ved Espergærde Station. Et område omfattende eksisterende jernbanespor og et område nord for busholdepladsen udtages af rammen til offentlige formål (3.D14) og overføres til en ny ramme til tekniske formål (3.T2). Ændringen sker af hensyn til nationale interesser knyttet til jernbaneinfrastrukturen. -
Reduktion i areal til skovrejsning ved Kvistgård
Efter aftale med Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø reduceres arealet udpeget til ønsket skovrejsning ved Kvistgård med ca. 9,9 ha ud af i alt 64,0 ha. Ændringen sker af hensyn til nationale interesser knyttet til landskabsbeskyttelse. -
Reduktion i areal til skovrejsning ved Havreholm
Efter aftale med Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø reduceres arealet udpeget til ønsket skovrejsning ved Havreholm med ca. 9,5 ha ud af i alt 10,9 ha. Ændringen sker af hensyn til nationale interesser knyttet til landskabsbeskyttelse. -
Ændring af rammer ved Poppelhaven og Poppelgården
På baggrund af høringssvar fra omkringboende fastsættes øvre grænser for bebyggelsens højde og omfang ved Poppelhaven (1.BE61) og Poppelgården (1.BE60). For ramme 1.BE60 fastsættes en maksimal bebyggelsesprocent på 45. For ramme 1.BE61 fastsættes en maksimal bebyggelsesprocent på 45 og et maksimalt etageantal på to etager. Ejendommen Nørrevej 91 udtages samtidig af ramme 1.BE61 og tilbageføres til ramme 1.B63 i overensstemmelse med Kommuneplan 2019. -
Ændring af rammer ved Kronborgvej
Kommuneplanrammen ved Kronborgvej ændres, så rammeafgrænsningen afspejler områdets forventede fremtidige anvendelse. Et område tilbageføres fra ramme 1.BE14 til ramme 1.B1 svarende til afgrænsningen i Kommuneplan 2019. Ejendommen udgår dermed af den foreslåede ramme til blandede bolig- og erhvervsformål og fastholdes til boligformål. Bestemmelserne omkring maksimal højde af byggeri, afstand til nabobygningen og Kronborgvej, facadelængder og variation i bygningshøjder fastholdes og lægges ind som særlig bestemmelse, der kun gælder for dette område, under eksisterende boligramme 1.B1.
De syv ændringer er nærmere beskrevet i høringsmaterialet: Læs om de syv ændringer
Miljøvurdering
De syv ændringer er screenet for miljøvurdering. Det er vurderet, at ændringerne hverken enkeltvis eller samlet medfører væsentlige miljøpåvirkninger. Der er derfor ikke behov for en ny miljøvurdering eller for at supplere den miljøvurdering, der blev udarbejdet i forbindelse med forslag til kommuneplan 2025. Miljøvurderingen var i offentlig høring samtidig med kommuneplanforslaget.
Miljøvurdering Forslag til Kommuneplan 2025
Screening for miljøvurdering af ændringer til Forslag til Kommuneplan 2025
Høringsfristen er den 23. september 2026
Den supplerende høring løber fra den 9. september til den 23. september 2026. I denne periode kan du indsende bemærkninger til de syv væsentlige ændringer.
Høringen er åben for alle. Høringsmaterialet er desuden sendt direkte til berørte parter og høringsberettigede organisationer.
Har du allerede indsendt et høringssvar til forslag til Kommuneplan 2025 under den ordinære høring, behøver du ikke sende det igen. Dit høringssvar indgår fortsat i kommunens behandling af kommuneplanen.
Når Byrådet skal tage endelig stilling til Kommuneplan 2025, indgår høringssvar fra både den ordinære og den supplerende høring i grundlaget for beslutningen.
Sådan indsender du et høringssvar
Du kan indsende bemærkninger og indsigelser til de syv foreslåede ændringer til og med den 23. september 2026.
Send dit høringssvar på mail til: bylab@helsingor.dk
Høringssvarene indgår i Byrådets endelige behandling af Kommuneplan 2025.
23. september 2026
Center for By, Land og Vand
Stengade 59
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: blv@helsingor.dk - undlad at skrive følsomme personoplysninger, da din henvendelse kan blive gjort offentligt tilgængelig.
