Tandregulering for børn og unge

Den kommunale tandpleje tilbyder tandregulering til børn og unge op til 21 år.

Tandregulering tilbydes, hvis der er fejl i tændernes eller kæbernes stilling, som kan give problemer med for eksempel:

  • Tygning
  • Bidfunktion
  • Slid på tænderne
  • Øget risiko for tandskader

En specialtandlæge i tandregulering vurderer, om der er behov for behandling.

Specialtandlægen i tandregulering besøger Helsingør Kommunes skoletandklinikker i Fredensborg og Helsingør Kommune to til tre gange om året.

Barnet eller den unge bliver henvist til vurdering af tandlægen eller tandplejeren, hvis der er tegn på tandstillingsfejl eller kæbeafvigelser.

Ved besøget vurderer specialtandlægen blandt andet:

  • Tændernes stilling
  • Bidfunktion
  • Kæbernes vækst
  • Tændernes udvikling
  • Risiko for slid eller skader på tænderne

Formålet er at vurdere, om der er behov for tandregulering, eller om barnet skal følges over tid.

Hvis specialtandlægen vurderer, at der kan være behov for tandregulering, bliver barnet eller den unge indkaldt til en nærmere undersøgelse på Tandreguleringsklinikken.

Forældre eller værge deltager som udgangspunkt i undersøgelsen. Myndige unge kan møde alene.

Tandreguleringsklinikken ligger på:

Centralklinik for Tandregulering
Borupgårdskolen
Smakkevej 2
3070 Snekkersten

Ved første besøg laver specialtandlægen en samlet vurdering af barnets eller den unges tænder, bid og kæber.

Der kan også være behov for:

  • Røntgenbilleder.
  • Digitale scanninger eller aftryk.
  • Fotografier af tænder, mund og ansigt.

På baggrund af undersøgelsen vurderer specialtandlægen:

  • Om barnet eller den unge opfylder Sundhedsstyrelsens kriterier for tandregulering.
  • Hvilken type behandling der eventuelt er behov for.
  • Hvornår behandlingen bør starte.
  • Om barnet eller den unge er motiveret for behandlingen.

Det er ikke alle børn og unge, der bliver indkaldt til undersøgelse, som får tilbud om tandregulering.

Den kommunale tandpleje tilbyder tandregulering til børn og unge med tand- eller kæbestillingsfejl, som kan:

  • Give problemer med tygning eller bid.
  • Øge risikoen for tandskader eller slid.
  • Påvirke tændernes funktion.

Sundhedsstyrelsen har fastsat nationale kriterier for, hvilke tandstillingsfejl der kan behandles i den kommunale tandpleje.

Læs Sundhedsstyrelsens kriterier

Behandlingen starter på det tidspunkt, hvor tændernes udvikling og kæbernes vækst giver de bedste muligheder for et godt og stabilt resultat.

Det betyder, at:

  • Nogle børn og unge følges i længere tid, før behandlingen starter.
  • Nogle tilbydes tidlig behandling.
  • Nogle afsluttes uden behandling.

Under behandlingen vil barnet eller den unge møde flere forskellige fagpersoner på Tandreguleringsklinikken.

De regelmæssige kontroller bliver ofte udført af en tandplejer eller klinikassistent med særlige kompetencer inden for tandregulering.

Specialtandlægen i tandregulering har det overordnede ansvar for behandlingen.

Et godt resultat kræver et tæt samarbejde mellem:

  • Barnet eller den unge.
  • Forældre eller værge.
  • Tandreguleringsklinikken

Det er vigtigt, at barnet eller den unge:

  • Møder til alle aftaler.
  • Holder tænder og tandkød rene under behandlingen.
  • Følger vejledningen om bøjle, elastikker og kontroller.

Manglende samarbejde kan forlænge behandlingen og i særlige tilfælde betyde, at behandlingen stoppes.

Der kan i enkelte tilfælde opstå problemer under behandlingen, for eksempel:

  • Gener fra bøjlen
  • Løse eller knækkede dele
  • Smerter eller sår i munden, som ikke kan afhjælpes hjemme

Kontaktmuligheder

Ved akutte problemer, kan Tandreguleringsklinikken kontaktes alle hverdage mellem kl. 8 og 15. Tirsdag er telefontiden til kl. 17.

Uden for åbningstid

Ved akutte problemer i weekender og på helligdage henvises der til Tandlægevagten Nordsjælland.

Tandlægevagten Nordsjælland

Når tandreguleringen er afsluttet, er der ofte behov for at fastholde resultatet. Det kaldes retention.

Retention kan være:

  • En fast tråd bag tænderne
  • En aftagelig skinne
  • En kombination af begge dele

Retention er vigtig for at holde tænderne på plads efter behandlingen.

For nogle kan retention være nødvendig resten af livet. Efter afslutning i den kommunale tandpleje skal den unge selv betale for vedligeholdelse og eventuelle reparationer.

Tandreguleringen

Afdeling Snekkersten
Smakkevej 2
3070 Snekkersten

Telefon: 49 28 18 40

Telefontider

Mandag, onsdag, torsdag, fredag kl. 08.00-15.00
Tirsdag kl. 08.00-17.00