Varmecheck

Varmechecken er et engangstilskud til husstande med lav indkomst og varmekilder omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022.

Hvor meget er varmechecken på?

Varmechecken er på 6.000 kr. og er en skattefri engangsydelse.

Hvem kan få varmechecken?

Varmechecken blev udbetalt til din husstand den 10. august 2022, hvis husstanden levede op til tre betingelser for at få varmechecken. 

Betingelserne er:

  1. Mindst en person på din husstandsadresse er registeret i Det Centrale Personregister pr. 1. januar 2022 ifølge oplysninger hentet den 1. april 2022.
  2. Boligen på adressen skal ifølge oplysninger i Bygnings- og Boligregisteret pr. 1. januar 2022 opvarmes via en af følgende varmekilder: naturgas, fjernvarme i særlige områder eller elektricitet med et elforbrug for december 2021 på mere end 1.500 kWh.
  3. Den samlede husstandsindkomst for 2020 må ikke overstige 650.000 kr., dvs. 706.000 kr. før arbejdsmarkedsbidrag beregnet som den gældende årsindkomst for 2020 pr. 1. april 2022.

Hvordan defineres en husstand?

En husstand er de personer, der den 1. januar 2022 var registreret på den samme adresse i CPR-registret ifølge oplysninger hentet den 1. april 2022. Det inkluderer også logerende med c/o-adresse og hjemmeboende børn.

Man kan få varmechecken, uanset om man bor i ejer- eller lejebolig eller er registreret som fastboende i et sommerhus.

Hvordan udbetales varmechecken?

Varmechecken er automatisk blevet udbetalt den 10. august 2022 til de husstande, der er berettigede. Det er den ældste i husstanden, der har modtaget varmechecken via NemKonto. 

Jeg opfylder betingelserne, men har ikke fået varmechecken

Hvis din husstand opfylder kriterierne, men ved en fejl ikke automatisk har fået udbetalt varmechecken, kan du selv ansøge om udbetaling. Det gør du på ansøgningsportalen, når den åbner i begyndelsen af 2023.

Du kan få direkte besked i din indbakke, når ansøgningsportalen åbner ved at indtaste din e-mailadresse på varmecheck.dk/portal.

Hvis du vil klage

Ifølge "Lov om engangstilskud til husstande med lav indkomst og varmekilder omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022" er der ikke mulighed for at klage over en afgørelse til Energistyrelsen eller anden administrativ myndighed.